konservative.albertslund
Vi bliver nødt til at kigge på muligheden for en udvidelse af Stadion med eksempelvis en
springhal og en opvisningshal med bedre tilskuerfaciliteter. De allerede eksisterende
faciliteter skal enten udfases eller holdes i en sådan stand, at de kan indgå i det meget aktive
foreningsliv, der er i Albertslund. Albertslund kommune skal i tættere dialog med de større
foreninger for at sikre en bedre udnyttelse af kommunens ejendomme og faciliteter.
Fritidslivet er meget mere end bare idræt og sport. Det er også kultur. Vi har Forbrændingen,
Musikteatret og biografen, som en del af vores kommunale kulturtilbud. På den anden side,
så skal vi som kommune også hele tiden kigge på, om vi bruger pengene godt nok.
Om vi reelt skaber mere værdi til byens borgere. Derfor er vi ikke bange for at tage en åben
og ærlig dialog om, hvordan vi bruger pengene bedst muligt. Måske giver det meget mere
mening for byens borgere, at fortsat at bruge pengene på at lave Roskilde Kro om til center
for friluftsliv, sang og bevægelse og beholde Birkelundgård som et aktivt kulturcenter midt i
byen båret af frivillige. Måske giver det mere mening at indgå forpligtende samarbejder med
foreningerne, kommunerne omkring os, eller erhvervslivet i driften af de fælles kulturelle
tilbud, vi har.
Bibliotekerne er en konservativ hjertesag. Det er her, vi gennem bøger, aviser, studie- og
læsegrupper bliver klogere og får udvidet horisonten, og det er her, vi går på it-kurser, så vi
kan betjene os selv i den moderne digitale verden. Og det er godt. Vi vil arbejde for at åbne
folkebiblioteket mere og brede det ud, så langt flere borgere får mulighed for at benytte sig af
bibliotekets gode faciliteter.
Det aktive forenings- og kulturliv i Albertslund er en stor løftestang for integrationen og
mangfoldigheden i vores by. Især de unge har gavn af de fællesskaber, der dannes på kryds
og tværs af sociale og nationale skel. Vi konservative mener, vi både har et fælles ansvar og et
personligt ansvar for at så mange som muligt deltager i og bidrager til byens liv og udvikling.
Mangfoldigheden er et stort aktiv for byens dynamiske udvikling til gavn for alle borgere i
kommunen.